Dansk English 
Wagner: Om Flora Danica

Om Flora Danica

Peter Wagner

Denne artikel er tidligere bragt i Villumsen-Krog, Ole (red.) 1990: Flora Danica og det danske hof. Det kongelige sølvkammer, København og bringes her med tilladelse fra forfatter og udgiver.

Da den nyudnævnte minister J. H. E. Bernstorff (1712-1772) i september 1751 rejste gennem Slesvig blev den unge læge og naturhistoriker Georg Christian Oeder (1727-1793) forestillet for ham. Oeder var uddannet ved universitetet i Göttingen, et af Europas mest moderne. Ministeren syntes om den unge mand og opfordrede ham til at komme til København; Bernstorff ville da søge at få ham an" ved universitetet dér som lærer i botanik. Oeder kom, og universitetets patron Johan Ludvig Holstein (1694-1763) meddelte ham, at for at blive ansat måtte han disputere. Handlingen fandt sted i februar 1752 og udviklede sig til en skandale. Oeder var uvant med den middelalderlige disputationsform, som stadig benyttedes i København og uforberedt på, at grammatik og formel logik betød mere end indholdet. Han blev aldrig ansat ved universitetet.

Gennem overhofmarskallen A. G. Moltke (1710-1792) lod kongen, Frederik V, Oeder ansætte, med den opgave at indrette en botanisk have og udarbejde planer for et kongeligt botanisk institut. Et af resultaterne af Oeders virksomhed, var det botaniske billedværk, som i dag mest kendes under navnet Flora Danica.

Men hvorfor bekostede kongen et botanisk billedværk, der var under udgivelse i 122 år og som ovenikøbet nød den ære at blive overført til et porcelænsstel?

Væsentlige grunde for regeringen var den økonomiske politik og universitetets tilstand.

Efter afslutningen af den store nordiske krig i 1720 var dobbeltmonarkiet Danmark-Norges økonomi svag, og den svækkedes yderligere, da priserne på landbrugsvarer faldt i 1730'erne. Rigerne var kapitalsvage og følgerne af indtægtsnedgangen. af den grund mere følelig. For at hjælpe på disse forhold genoprettedes i 1735 General Landets Oeconomie og Commerce Kollegium. Det var tænkt som et organ for økonomisk samordning og udvikling, og et af dets første opgaver var at finde ud af, hvor stor handelen og produktionen i rigerne egentlig var.

En af de ledende i kollegiet blev Otto Thott (1703-1785). I et internt papir fra slutningen af 1735 opridser han rigernes økonomiske situation og de udviklingsmuligheder, der efter hans mening var.

I overensstemmelse med den på den tid herskende udgave af merkantilismen anså han landbruget for at være det væsentligste erhverv; det råvareproducerende landbrug og manufakturer var nødvendige forudsætninger for handelen. Bondens arbejde lægger grunden til et lands velstand; på det hviler borgerens næring og købmandens handel.

I sin indgående behandling af landbrugets problemer nævner Thott blandt årsagerne til krisen svigtende afsætning inden- og udenlands. Thott var klar over, at afsætningsproblemerne for størstedelen skyldtes konjunkturer i udlandet, som regeringen ikke kunne ændre. Blandt de andre problemer han nævner, er nødvendigheden af at opdyrke hederne, at forbedre skovvæsenet (han var bekymret over import af tømmer og af det dyre brændsel) og at indføre nye afgrøder i landbruget.

Da disse (og andre) forholdsregler kræver ny viden, gør Thott opmærksom på, at det er nødvendigt, "at befordre nöttige Videnskaber, saa som Mechanique og Physica experimentalis. Disse Videnskaber er ej. alleene høist nødvendige for Landvæsenet og Navigation, mend endog for Manufakturer .... Derfor var een fremmed Professor i disse Videnskaber høyest nøttig at indkalde .... Det var og meget got, at der vare publique Danske Skoler, hvor unge Folk, som ej egentlig ville studere, kunde i Moders Maal ej alleene lære at regne og skrive, men endog Geometrie, Mechanique og dend nöttige Physique". Thott fremsætter altså forslag om teoretisk undervisning for studerende i disse moderne fag og for praktikere uden lærde aspirationer som supplement til den allerede eksisterende skoleuddannelse. Han var klar over, at viden på disse områder måtte ud over de lærdes kreds for at få betydning for næringslivet.

I det foregående århundrede havde naturvidenskaberne blomstret ved Københavns Universitet, men de dage, hvor Worm, Bartholinerne, Borch og Rømer havde kastet glans over det, var længst forbi.

Universitetet var sunket ned til at være en ligegyldig præsteskole. Folk af stand og midler, der ønskede deres børn i embeder i administrationen, diplomatiet eller ved hoffet, lod dem undervise privat og på ridderlige akademier hjemme eller i udlandet, hvor også de moderne universiteter som feks. Göttingen og Halle kunne besøges. Regeringen havde derfor i det 18. århundredes første trediedel ikke interesseret sig meget for Københavns universitet, hvis undervisning af den grund havde fået lov til at være upåvirket af de store fremskridt, der var sket inden for naturvidenskaberne i slutningen af det 17. og begyndelsen af det 18. århundrede. Derfor foreslog Thott en professor indkaldt udefra.

Universitetets professorer var klar over, at situationen var uholdbar. Den lærde Hans Gram (1685-1748), der åbenbart ikke har været helt upåvirket af den berømmelse Carl Linnæus (1707-1778) havde opnået som en af Europas største naturvidenskabsmænd, luftede i 1741 den tanke, at det kunne være godt. for "oeconomien" om theologerne lærte at gøre og benytte observationer "in re physica patriæ, re Medica, Botanica, Anatomica, og hundrede slags Forbedringer i Kunster og Videnskaber at paatencke, paa den Maade som de Svenske saavelsom andre Nationer hafver begyndt". Lignende tanker bevægede formentlig medicinprofessoren Balthazar de Buchwald (1697-1763) til i 1750 at få universitetets patron, oversekretær i det danske Kancelli, Johan Ludvig Holstein til, ved et kongeligt rescript at pålægge universitetet at udrede et stipendium på 100 rigsdaler så den medicinske student Georg Tycho Holm (1726-1759) kunne rejse til Uppsala for at studere hos Linnæus. Han kom det følgende år hjem og forelagde sine samlinger i Videnskabernes Selskab (for hvilket Holstein var præses) og fik kongens løfte om ansættelse, hvis han fortsatte sine studier i naturvidenskab.

Om dette sidste tiltag har Bernstorff formentlig været uvidende, da han opfordrede Oeder til at komme til København. Oeder oplyser selv, at Holstein var ham fjendtligt stemt, og det kan skyldes, at Bernstorff ved at søge at protegere Oeder ind på universitetet dels er trængt ind på Holsteins gebet som universitetspatron, dels har vanskeliggjort hans muligheder for at få sin egen protegé Holm ansat.

Hvad grunden end har været, lykkedes det de danske studenteropponenter Christen Friis Rottböll (1727-1797) og Carl Jensenius (1726-1795) ved deres færdighed i latinsk disputation at forhindre Oeders ansættelse. Det kan være svært at afgøre, om deres animositet mod Oeder skyldes omsorg for Georg Tycho Holms ansættelsesmuligheder eller, som Oeder selv antog, had mod tyskere. Men at universitetets professorer var enige med studenterne kan ikke betvivles.

Universitetets rektor, professor eloquentiæ H. P Anchersen måtte overfor Holstein undskylde den voldsomme fremfærd navnlig Rottböll havde vist, men skjulte ikke sin forargelse over Oeders dårlige latin og tilføjede "Gud forlade dennem, som føre os unge fremmede Doctores i Landet, der ikke her kunde blive Studenter engang", en finte til Bernstorff, som næppe har været Holstein uvelkommen. For at understrege endnu tydeligere, hvad meningen var, foreslog det medicinske fakultet i marts Holm til ansættelse, hvis kongen ville oprette et ekstra medicinsk delvist botanisk professorat.

Nu var naturvidenskab på mode: Holstein tog undervisning i Linnæus' system, overhofmarskallen A. G. Moltke havde eget naturaliekabinet og Bernstorff havde i sin omgangskreds i Paris haft den store franske naturforsker Buffon, og anlagde en have på Bernstorff, der opnåede europæisk berømmelse. Ikke mindre væsentlig er kongen, Frederik Vs personlige interesse for haver og træer. Man lod sig ikke standse.

Kongen tildelte Oeder en gage på 400 rigsdaler om året af chatolkassens midler og ansatte ham "ved Botaniquen og den Bothaniske Hauges Indrættning udi Kiøbenhavn". Oeder skulle selv udarbejde planer for, hvad han skulle lave og i 1752-53 afleverer han forskellige udkast til Moltke, der skulle være hans chef.

Planerne omfattede anlæggelse af en urtehave til undervisningsbrug; undervisningen skulle finde sted i sommerhalvåret 4 gange om ugen for liebhavere, om vinteren skulle der holdes forelæsninger; ekskursioner kunne arrangeres om det ønskedes. Der skulle opbygges et bibliotek med almindeligt udlån (det blev landets første offentlige bibliotek), der med tiden skulle udvides til at omfatte naturvidenskab i almindelighed. Embedsmænd, der lagde sig efter studiet af botanik og naturvidenskab, skulle have fortrinsstilling ved embedsbesættelser, og der skulle udgives et værk over alle planter i rigerne, deres nytte og skade, og specielt skulle i samarbejde med Frederiks Hospitals medicinske overlæge anstilles forsøg med indenlandske droger. For at gøre kendskab til botanik som praktisk videnskab mere udbredt, skulle der ansættes professorer i økonomi ved universitetet og ved det ridderlige akademi i Sorø. Slotsgartnerne på de kongelige slotte skulle inddrages i arbejdet og anstille forsøg. Forstbetjentene skulle dels medvirke, dels bedre uddannes. Embedsmænd i kolonierne skulle meddele oplysninger om disses naturrigdomme. Endelig skulle naturligvis Oeder rejse i kongens riger og lande for at undersøge hvilke planter, der fandtes, og hvad de kunne bruges til.

Det var ikke noget nyt at oprette en institution udenfor universitetet, når dette ikke ville makke ret. Det havde man gjort med det kongelige chirurgiske akademi i 1736 og med det ridderlige akademi i Sorø, der var blevet genoprettet i 1747 som en slags forvaltningshøjskole.

Undervisning for lægmænd og studerende i naturvidenskab og befordring af embedsmænd med indsigt heri havde, som nævnt, været foreslået af Thott og Gram. Oeder havde dog næppe ideen fra dem, men fra de eksperimenter, der var gjort i Tyskland i 1730'erne med de såkaldte real-gymnasier, hvor undervisningen mere drejede sig om naturvidenskab, teknik, administration og handel end om klassiske sprog og logik. Forslaget om forsøg med plantedroger passede smukt sammen med planerne for Frederiks Hospital, som var under opførelse, delvis som et undervisningshospital, endnu et udtryk for de styrendes utilfredshed med den medicinske undervisning på universitetet. Betragter man kombinationen af hospital, botanisk institut og have under et, sammen med den omstændighed, at finansieringen var uafhængig af universitetet, og fandt sted via regentens midler, er ligheden med de ændringer Maria Theresias læge Gerhard von Swieten gennemførte i Wien fra 1749 for påfaldende til at lades ude af betragtning som forbillede.

Kongen og Moltke godkendte planerne og anlægget af bibliotek og have begyndte. Oeder blev udnævnt til kongelig professor og 1754-55 sendt på rejse i Europa for at studere botaniske haver og besøge lærde botanikere. Desuden skulle han finde en tegner og stikker til det botaniske værk, hvad der også lykkedes.

Kobberstikkeren Michael Roessler og hans søn Martin, der var tegner, kom til København i 1755 fra Nürnberg for at arbejde ved værket. Straks efter hjemkomsten i 1755 rejste Oeder til Norge for at samle planter; han skulle også sende beretninger til Moltke og Bernstorff om land- og skovbrug, befolkningsforhold, handel m.m. I 1756 sendte han et revideret udkast til planerne for institut og bogværk. Herom blev han og Moltke uenige. Moltke sendte den ændrede plan til Georg Tycho Holm, der siden 1754 igen havde studeret i Uppsala, og bad ham forlægge Linnæus planen til udtalelse. Linnæus fandt intet at kritisere for botanikkens vedkommende, men tilføjede at man, hvis man ønskede resultater i økonomien, måtte tage zoologi og geologi med; man kunne ikke isoleret studere et af naturens tre riger. Meget belejligt tilbød Holm i sin svarskrivelse at påtage sig undervisning i disse fag, hvilket førte til oprettelsen af Naturaliekabinettet på Charlottenborg i 1759.

Da uenigheden fortsatte, blev Oeder kaldt hjem fra Norge og en kommission nedsat i 1757 for at gennemgå planerne. Præses for kommissionen blev Holstein og blandt medlemmerne var Buchwald. Sidstnævnte indhentede responsa fra Holm, der i mellemtiden var kommet hjem fra Uppsala efter at have modtaget doktorhatten af Linnæus' hånd.

Oeders begrundelse for at udgive et botanisk billedværk var følgende: Det kongelige botaniske institut skulle stå for indsamling af planter og oplysninger om dem, herunder navnlig deres økonomiske anvendelse. Da det var klart, at det var umuligt for et enkelt menneske at samle alle oplysninger, skulle den dannede almenhed bidrage. Derfor var det nødvendigt at mange mennesker kendte planterne, så de kunne meddele oplysninger om dem og bruge de oplysninger, de modtog, rigtigt. Med de ord Oeder igen og igen anvender om botanikken: "Sie kann nicht gemeinnützig seyn, so lange es eine Wissenshaft nur vor wenige Leute ist".

Planen for værket var:

1). En indledning til botanikken på dansk.
2). En metodisk fortegnelse i lommeformat over alle planter i landet til brug ved ekskursioner.
3). En beskrivelse af alle planterne.
4). Et billedeværk med alle planter stukket i kobber.
5). En praktisk del, hvori planternes egenskaber og anvendelse beskrives.

De ændringer, Oeder i 1756 foreslog, var at dele indledningen i to bøger og i beskrivelsen af planterne at følge et naturligt system. Det sidste var nok det værste.

Oeder var elev af den schweizisk fødte læge og botaniker Albrecht von Haller, der, ligesom de franske naturvidenskabsmænd G. L. L. de Buffon og B. de Jussieu, forfægtede et biologisk artsbegreb, ifølge hvilket arten anses for den reelt eksisterende enhed, defineret ved, at medlemmer af samme art kan formere sig med hinanden og få afkom, der ligner forældrene; alle højere systematiske enheder anså de for tankespind. Derfor accepterede de ikke Linnæus' systematik, hvis hierarkiske opbygning hviler på slægten, som defineres ved spekulativt begrundende essentielle karakterer, en opfattelse, der var overtaget fra middelalderens filosofiske systemer.

Georg Tycho Holm kritiserede som fuldblods Linnæaner naturligvis Oeders plan voldsomt, og foreslog, at værket skulle udgives på en anden måde. Oeder ønskede kobbertavlerne udgivet løse, uafhængige af navne og beskrivelser, så køberne kunne ordne dem efter det system de selv ønskede; som hørende til den centraleuropæiske skole anerkendte Oeder ikke eet system som de andre overlegent. Holm foreslog derimod, at der med hvert heftes tavler skulle følge en nøjagtig beskrivelse og angivelse af blomstringstid, voksested, folkelige navne og henvisninger til andre botaniske værker. Beskrivelsen ville Oeder henlægge til en særlig del, fordi planterne i et naturligt system måtte arrangeres i en særlig rækkefølge, hvad der ikke kunne ske, hvis teksten skulle følge billederne, der blev udgivet efterhånden som de var færdige.

Holm foreslog også, at hvis der ikke fandtes danske eller norske navne på planterne, skulle udgiveren opfinde et. Oeder var heri uenig, menigmand havde kun nødig at kende planten, navnet kunne han være ligeglad med.

Det, der var vigtigt for Moltke var, at den del af værket, der omhandlede planternes anvendelse, udkom så snart som muligt. Holm foreslog, at der nedsattes en arbejdsgruppe, der skulle besørge dette, da det oversteg en enkelt mands kræfter, Han anbefalede, at Carl Jensenius, engang opponent ved Oeders disputats, men nu hans gode ven og vikar og medicinsk overlæge ved Frederiks Hospital, og apotheker Cappel ved samme hospitals apothek, skulle medvirke.

Professor Buchwald kom til at smide nogle af kommissionens papirer væk, så dens arbejde afsluttedes først med en instruks, der sendtes gennem danske kancelli den 27. april 1759 til Oeder, der allerede i foråret 1757 var rejst tilbage til Norge. Selvom Oeder også havde haft venner i kommissionen, kan det ikke undre, at den med Holstein som præses for det meste fulgte Holms forslag. Arbejdsgruppen, der skulle sørge for den praktiske del af Flora Danica, kom dog til at bestå af Oeder, Jensenius og Holm eller Peder Ascanius, en norsk født zoolog og mineralog, der havde studeret i Sverrig, Tyskland, Frankrig og England.

Moltke havde taget Linnæus' råd om, at i økonomien måtte man tage alle naturens tre riger med, til efterretning og havde oprettet et Naturaliekabinet på Charlottenborg, efter en plan formentlig udarbejdet af Georg Tycho Holm. Denne var blevet ansat som demonstrator ved samlingen, som officielt fik sin fundats 31. marts 1759. Der skulle opbygges samlinger i zoologi, mineralogi og økonomi og undervises i disse fag ved Ascanius (zoologi, mineralogi og minedrift) og Holm (landbrug, jagt, fiskeri, .manufakturer og handel).

For undervisningen i "landhusholdning" udarbejdede Holm et detaljeret program omfattende ager- og engdyrkning, jordbundslære, landbrugsredskaber, pløjning, såning, harvning, høst, gødskning mv., bygning af stuehuse, malt-, stald- og fæhuse, fæ-avling og røgt d.v.s. fåre-, heste- og kvægavl, mejeribrug mv., plantning af humle, hør, hamp, farveurter, tobak mv., og den rette omgang med levende gærder. Undervisningen i landhusholdning omfattede også anvisning på hvilke træer og buske, der burde plantes de forskellige steder i rigerne. De botaniske dele af programmet skulle gennemføres i samarbejde med den kongelige professor i botanik (Oeder). Begge professorer ved kabinettet skulle - ligesom botanikprofessoren - rejse indenlands og udenlands for at samle oplysninger om deres fag og kunne videregive dem. Desværre kom planen kun delvis til udførelse, da Holm døde uventet i september 1759.

Oeder kom hjem fra Norge i begyndelsen af 1760. Det lykkedes ham at få Moltke til udvirke, at instruksen af 27. april 1759 blev ophævet ved en kongelig resolution (31. maj 1760), som samtidig nedsatte en ny kommission, der udarbejdede et udkast til reglement for instituttets og havens drift og for udgivelsen af Flora Danica. Det nye udkast afgrænsede forholdet til Naturaliekabinettet (hvad det første reglement ikke havde gjort) og tog hensyn til, at de planter, der skulle benyttes ved undervisningen der, skulle dyrkes i haven. Derudover foreslås det at udvide haven, der jo kun var en urtehave. Hvis planter, der anses for økonomisk eller medicinsk interessante, skal dyrkes i større antal, F. eks. fordi der skal anstilles forsøg med dem, eller de skal opformeres for at sendes til forstandige landmænd, der så kan gøre forsøg med dem "hver paa sit Stæd", så må der skaffes plads til en sådan virksomhed. Hvis der skal gennemføres dyrkningsforsøg med frugttræer, andre træer og buske, er plads til et arboret nødvendig. I det meget korte reglement, som kongen underskriver 17. januar 1761 er disse planer henvist til en senere afgørelse, som aldrig kom, men forslaget viser, hvorledes Oeder - og medlemmer af regeringen? - ønskede sig udviklingen.

Moltkes iver for den praktiske del af floraværket og for undervisningsprojektet kan hænge sammen med, at han udover at være en dygtig landmand også var præses for den i 1757 nedsatte kommission til landbrugets fremtarv og nytte. Måske har den gunstige konjunkturudvikling, der fulgte den preussiske syvårskrig og den engelsk-franske kolonikrig også fristet til at udvide projektet.

Reglementet fra 1761 tillod Oeder at udsende Flora Danica omtrent som han ønskede, og han udsendte allerede samme år subskriptionsindbydelsen med billedet af Multebær som lokkende reklame. Oeder forklarer heri, at teksten vil blive udsendt separat, fordi billederne udsendes i hefter på 60 kobberstik, efterhånden som de bliver tegnede og stukne, uden hensyn til systematikken. En systematisk sammenhæng er derimod nødvendig i en lærebog eller systematisk oversigt, "som skal tiene til Underretning i en Videnskab, hvori Orden er Siælen". Han lover det første hefte til påske 1762, den første del af teksten i slutningen af samme år. I subskriptionsindbydelsen gør Oeder iøvrigt opmærksom på, at han ikke vil oplyse noget om den praktiske del (Botanica applicata), idet "Udgivelsen af den Deel om Planternes Nytte er overdragen et Selskab, hvori jeg er et Medlem, skal føre Pennen og om den Deel bliver i sin Tid udgivet en Efterretning for sig selv". Med andre ord, Oeder fralægger sig ansvaret, arbejdsgruppens møder kom aldrig igang, og denne del udkom aldrig, selvom det vides, at Oeder arbejdede flittigt med den.

Billeddelen af værket, lcones Floræ Danicæ udkom i den tid Oeder var ansvarlig med et hefte (60 tavler) om året, således som det var bestemt i regulativet. På tavlerne stod kun Flora Danica og tavlens nummer. Den medfølgende tekst anførte kun de vigtigste videnskabelige navne (synonymer) for hver plante samt voksested. Oeder opførte navnene med det ældste først, ligesom hans lærer Haller gjorde, men det betød, at Linnæus' navn kom til sidst, hvad der fornærmede ham.

De første to hefter indeholdt overvejende norske planter, frugten af Oeders rejser deroppe. Det sjette hefte indeholdt overvejende islandske planter; efter Oeders' anbefaling var Johan Gerhard Koenig (1728-1785), som havde været i lære på Frederiks hospitals apothek, sendt derop for at finde og lade aftegne planter til Flora Danica. Oeder rejste selv i Danmark og Hertugdømmerne om sommeren for at samle materiale.

Udgivelsen af 60 tavler om året var et stort arbejde, som efterhånden oversteg Michael og Martin Roesslers kræfter. Oeder lod derfor en del planter i hefte 8 tegne i Göttingen af Kaltenhofer, under tilsyn af den derværende professor i botanik John Murray.

Indledningen til botanikken, Elementa Botanica, som er en lærebog i faget, udkom med første del i 1764 og anden del i 1766. Den blev udgivet på latin, tysk og dansk. Den indeholder en beskrivelse af planternes morfologi, en gennemgang af de systemer til ordning af planteriget, som dengang fandtes, Oeders eget naturlige system, en oversigt over den botaniske litteratur og over botanikkens historie. Oeders naturlige system var inspireret af den franske botaniker Bernard de Jussieu's ligesom hans opfattelse af systemer i al almindelighed var præget af den ligeledes franske zoolog og botaniker Michael Adanson. Oeder havde lært dem begge at kende i Paris i 1754. Oeder kunne glæde sig over, at hans bog blev benyttet ved undervisningen i Montpellier og Edinburgh.

Den metodiske fortegnelse udkom også, men i en anden form end oprindelig foreslået. Oeders plan havde været at udgive en liste over alle danske og norske planter med navne på dansk, tysk, engelsk og fransk, men materialet var så stort, at lommeekskursions-check-listen måtte opgives. I stedet udkom fortegnelsen som en ordbog, Nomenclator botanicus i 1769. Den detaillerede beskrivelse af planterne, som det i det første regulativ var blevet ham pålagt at udsende sammen med tavlerne, men som han i det andet regulativ havde fået lov at udsende separat, arbejdede han energisk på. Det lykkedes dog kun at få første del af værket Enumeratio plantarum Florae Danicae nemlig Cryptantherae - de blomsterløse planter -færdig i 1770, inden Oeder blev fjernet fra sine embeder.

I slutningen af 1760'erne var økonomien i kongens kasse, partikulærkassen, anstrengt. Kongen, Frederik V var død, og hans efterfølger, Christian VII, havde ingen interesse for anstalterne. Under de ustabile forhold i regeringen, der var opstået efter tronskiftet, havde Moltke og Bernstorff mistet indflydelse.

Det var derfor nærliggende at spare ved at nedlægge de kongelige botaniske anstalter og Naturaliekabinettet på Charlottenborg, hvilket skete i 1770 og 1772. Det havde fra begyndelsen været meningen, at institutionerne på et eller andet tidspunkt skulle sammenlægges med universitetet, men trods gentagne forsøg var det på grund af universitets modstand ikke lykkedes. Nu modtog universitetet samlingerne, Ascanius blev sendt til bjergværksakademiet i Kongsberg og Oeder blev finansråd. Han skulle dog fortsat være udgiver af Flora Danica.

Det er ikke almindeligt, at en botaniker bliver økonom, men det havde Oeder lagt op til længe. Fra Norge havde han sendt økonomiske beretninger hjem, og medens han i 1760'erne udgav Flora Danica og arbejdede videre med den, eller rettere de botaniske haver, der lå på begge sider af Amaliegade ved den nuværende Esplanaden, fortsatte han sine økonomisk-finansielle arbejder. Han gjorde et forslag om oprettelse af en by i Nordnorge for at fremme handelen der og på Island og Færøerne (1763), han ytrede sig om rekruteringen til og opbygningen af hæren, og - vigtigst af alt- om landbrugets struktur og bondens stilling. På sine rejser i Danmark, Norge og Hertugdømmerne havde Oeder fået et indgående kendskab til landbruget, og Moltke anmodede ham derfor om at udarbejde et forslag til dettes forbedring, formentlig til brug i det i 1768 oprettede Generallandvæsenskollegium. Moltke blev imidlertid betænkelig ved resultaterne af Oeders arbejde, og tilbød ham 100 rigsdaler for hans ulejlighed, men Oeder afslog og lod det trykke som "Bedenken Uber die Frage, wie dem Bauernstande Freyheit und Eigenthum in den Ländern wo ihm beides fehlet, verschafft werden könne" i 1769. 1 1770 fik Oeder endvidere resultaterne af den første folketælling til bearbejdelse (han havde fra sin ungdom været interesseret i matematik), senere samme år gennemførte han undersøgelser over vaccination mod kvægsyge på Aunø og blev derefter anbragt i General-landvæsenskommissionen, hvor han udarbejdede en anordning om hoveriets begrænsning. Han var således velkvalificeret, da han i begyndelsen af 1771 blev finansråd.

Efter Struensees fald blev Oeder fjernet fra finansstyrelsen og først udnævnt fil Amtmand i Bergen, derefter i Tronhjem, men de nye magthavere ville af med ham, hans anskuelser om landbrugets struktur var dem for radikale. Oeder blev derfor gjort til landvoigt i Oldenburg, der ved mageskiftet med Rusland om den Gottorpske del af Holsten gled ud af den danske konges besiddelser. Oeders store indsats indenfor landbospørgsmålet er det ikke stedet at dvæle nærmere ved her, men det bør dog bemærkes, at hans arbejde med dette var en naturlig følge af hans arbejde med at indsamle og bearbejde oplysninger om anvendt botanik. Hans arbejde var vægtige indlæg i den diskussion, der gik forud for den store landbokommissions arbejde, der bl.a. førte til love om opløsning af landsbyfællesskabet, ophævelse af stavnsbåndet og fastlæggelse af hoveriet.

Ved Oeders bortrejse i 1772 gik værket i stå i nogle år, men den kommission, der havde udarbejdet det andet regulativ fra 1761 sad stadig og fik genoptaget udgivelsen ved ansættelse af Otto Friderich Müller som udgiver i 1774. Værkets berømmelse sikrede dets fortsættelse, men det var, efter de botaniske anstalters nedlæggelse, ikke længere en del af regeringens økonomiske politik.

0. F. Müller (1730-84) havde som huslærer på Frederiksdal fattet interesse for naturhistorie og havde lært sig selv denne videnskab. Han var europæisk berømt som forsker af sporeplanter og ferskvandsfauna og -flora, og havde udgivet Flora Friedrichsdalina, en flora over planterne omkring Frederiksdal, da han tiltrådte som udgiver. Han udgav 5 hefter (11-15), som er de ringeste i værket. Hans bestemmelser er ikke nøjagtige og tegningerne ofte dårlige. Müller rejste i Danmark og en enkelte gang i Norge for at indsamle materiale.

Den næste udgiver var den norskfødte Martin Vahl (1749-1804). Han havde studeret hos Linnæus i fem år og rejst i det meste af Vesteuropa i flere år. Han var, da han blev udnævnt til udgiver 1785 en i Europa velkendt botaniker og fik til opgave at genoprette Flora Danicas ry, hvad der lykkedes. Han rejste flere gange i Norge på værkets vegne og i de seks hefter (16-21) han udgav, overvejer de norske planter.

J. W. Hornemann (1770-1841) var elev af Vahl, havde som denne rejst i Europa og kvalificeret sig ved udgivelsen af "Forsøg til en dansk oekonomisk Plantelære" i 1796. Han efterfulgte Vahl som udgiver af Flora Danica og noget senere som professor. Han rejste til Norge i 1809 og besøgte de fleste egne i Danmark, men var dog hyppigst i Holsten. På sine rejser var han blevet så fortrolig med den danske vegetation, at han som den første forsøgte en florageografisk beskrivelse af landet. Han udgav 18 hefter af Flora Danica og kompenserede for bortfaldet af norske planter, der udgik af værket ved dette riges tab i 1814, med grønlandske, indsamlede af hans elever Wormskiold. og Jens Vahl.

I sine senere år var Hornemann. svagelig og den unge botaniker Salomon Drejer (1813-42) havde på hans vegne samlet planter til Flora Danica; han blev efter Hornemanns død udgiver, men døde kort efter. Han lagde derfor kun navn til eet hefte, som kolleger udgav. En af hans jævnaldrende F. M. Liebmann (1813-56), der var svigersøn af Hornemann, blev hans efterfølger. Liebmann, der også var professor, var specialist i mexikanske planter, men var alligevel en meget omhyggelig forvalter af værket. Mange af tavlerne i de fem hefter han udgav stammede fra Jens Vahl (en søn af Martin Vahl) og Salomon Drejer.

Den sidste udgiver Johan Lange (1818-1898), der dog havde zoologen og mosegeologen Japetus Steenstrup som medudgiver ved et hefte, var grandnevø af Hornemann og højt respekteret botaniker med særlig interesse for spansk, dansk og grønlandsk vegetation. Han opnåede det detaillerede kendskab til den danske planteverden, som hans grandonkel havde attrået og udgav, som han, en "Haandbog i den danske Flora", som kom i flere udgaver.

Men hvad fik regeringen så ud af det? Flora'en startede som en del af et økonomisk projekt, der blev standset, og den vigtigste, praktiske del udkom aldrig. Værket uddeltes, som Oeder nævner i subskriptionsindbydelsen, som "En kongelig Gave blandt Geisteligheden i Kongens Riger og Lande til dem af Stiftets Præsteskab, der bedst vide at giöre sig Værket til Nytte og igien at tiene den botaniske Anstalt og Have med deres Correspondance". I praksis blev det til, at hvert stift fik to sorte (ukolorerede) eksemplarer og hvert amt ligeledes to sorte (tre på Island) deponerede hos henholdsvis biskoppen og stiftamtmanden. De blev ikke bortskænkede, men tilhørte partikulærkassen. Hensigten var så, at de interesserede kunne låne dem her, bruge dem, og træde i forbindelse med de botaniske anstalter for at meddele deres erfaringer. Opstillingen af værket i amter og stifter fortsatte efter nedlæggelsen af anstalterne, selvom en del af den oprindelige hensigt dermed ikke Iængere havde mening.

0. E Müller undersøgte i 1776 hvor de 55 eksemplarer egentlig var henne. Han skriver til Partikulærkammeret, at de må være godt gemte i stifternes kister, for han har kun fundet to i hænderne på folk, der havde interesse for botanik. De øvrige må være havnet i de gale hænder eller slet ikke blevet leverede.

I 1817 anmoder J. W. Hornemann, om at måtte undersøge sagen og han finder også mangler - eksemplarerne er inkomplette og mange hefter er slet ikke blevet afhentede, men ligger stadig og venter i partikulærkammeret. Biskopper og amtmænd forventedes nemlig selv at afhente deres eksemplarer, når de var i København. På sine rejser rundt i landet for Flora Danica knytter Hornemann forbindelse til interesserede og flere eksemplarer havner efterhånden hos botanikere, hvoraf mange kom til at bidrage væsentligt til værket.

I 1825 forlanger Frederik VI besparelser, landbrugskrisen havde tømt hans kasse. 14 eksemplarer var sparet ved Norges tab, til gengæld var to gået til Lauenborg, der blev erhvervet 1815, så af de resterende 43 ønskede kongen yderligere sparet nogle eksemplarer. Hornemann indleverede derfor forslag om nedskæring til ialt 28 eksemplarer og foreslog, at de i fremtiden blev opbevarede i stiftsbibliotekerne og kunne rekvireres efter henvendelse til udgiveren - som derefter gennem partikulærkammeret kunne give det relevante bibliotek besked på at udlevere eksemplaret. Det ville medføre, at udgiveren vidste, hvem der benyttede dem, og kunne sætte sig i forbindelse med de pågældende.
I løbet af 1850'erne overføres en del af disse eksemplarer til de nyoprettede seminarier.

Kongen skænkede flere illuminerede, eksemplarer bort til lærde selskaber og skoler F. eks. Det islandske Landoplysningsselskab, Det patriotiske Selskab i Altona - hvis eksemplar senere overførtes til gymnasiet samme sted -Metropolitanskolen, Sorø Akademi mv.

Udgivelsen af teksten var standset med Oeder. Planerne blev ikke opgivet, men da der ikke blev skrevet flere tekstdele, udsendte man i stedet til de deponerede eksemplarer 2. og 3. udgave af Hornemanns "Forsøg til en dansk oekonomisk Plantelære" i 1806 og 1828.

0. F. Müller havde i 1777 lavet en "Index alphabeticus tabularum duodecim fasciculorum. primorum. Florae Danicae". den blev udgivet sammen med hefte 12.

Hornemann udgav i 1827 en "Nomenclatura Florae Danicae emendata cum indice systematico et alphabetico". Forordet indeholder en kort historisk oversigt over værket på latin.

Efter Hornemanns død 1841 fremsatte hans medarbejder og efterfølger som udgiver, Salomon Drejer, en revideret plan for værket, som efter at være gennemgået og godkendt med nogle små ændringer af Hornemanns kollega professor J. E Schouw, tiltrædes af Christian den VIII. i 1842. Her begrænses værket for første gang; det bestemmes nemlig, at "Ved Udgivelsen af endnu 660 Tavler i 11 Hefter skal (det) danne et afsluttet Værk (med) Afbildninger af de i Danmark og Hertugdømmerne vildtvoxende Planter, at på bemeldte Tavler de endnu ikke afbildede Plantearter optages, med Undtagelse af Aphyllae, eller de blomsterløse Planter, hvoraf kun fremstilles et vist Antal Arter, som tilstrækkeligt repræsentere disses vigtigste og mest characteristiske Former".

Teksterne til kobbertavlerne ændres ikke, men "det sidste, eller 50de Hefte, må ledsages af et fuldstændigt Register, eller critisk Nomenclator, for hele Værket. Udgiveren tilsiges desuden allernådigst Understøttelse til Udgivelsen af

1) Et Anhang til Kobberværket lcones florae Danicae under Titel af Genera plantarum phanerogamarum florae Danicae, indeholdende omtrent 200 Tavler in 40 der i Contourer og uden colorering skulle fremstille nøiagtige Slægts-analyser af de danske phanerogame Planter og Bregner.
2) En Synopsis indeholdende Diagnoserne med Angivelse af Voxestedet og
3) Af den oprindeligen påtænke, beskrivende Deel af Værket / Den egentlige Flora Danica / der skal indeholde Arternes og slægternes Kiendemærker, Beskrivelse, Synonymia, geographiske Forhold, kort sammenligning med tilgrändsende Floraer, samt Angivelse af, hvilke fremmede Arter, der almindeligst dyrkes i Friland og kunne benyttes som Landets egne Planter. Synopsis udgives paa latin, dansk og tysk, Floraen og Diagnoser paa latin, den beskrivende Deel paa dansk, tysk og latin".

"Endeligt tillades det Udgiveren af Flora Danica, at benytte Afbildningerne til særskildt at udgive de for Forstmanden, Agerdyrkeren, Technologen, Medicineren og Pharmaceuten tienlige Planter, og kunne disse gavnligen geleides af Haandbøger, udgivne af Mænd i de forskiellige Fag, der med Held kunne bearbeide disse særskilte Dele af den anvendte Botanik.

Hvad Fordelingen af Exemplarerne angaar, da skal det tiene som Regel, at et Exemplar af Flora Danicas Kobberværk opbevares ved hvert Stiftsbibliothek til Eftersyn og Brug paa Stedet, samt et andet, der kan udlaanes til enkelte Botanikere i Stiftet, som derved træde i Forbindelse med Udgiveren og ere forpligtede til at meddele ham de Oplysninger, der kunne fremme Værkets Udgivelse".

I det store og hele fastholdes den oprindelige plan, der er kun tale om en justering. Begrænsningen i antallet af tavler var blevet en nødvendighed. På Oeders tid havde man et meget begrænset kendskab til de blomsterløse planter, altså udover Bregner, Ulvefødder og Padderokker også Mosser, Alger og Svampe; Linnæus havde samlet dem i een gruppe - cryptogamer. I slutningen af det 18. århundrede og begyndelse af det 19. var kendskabet til disse grupper blevet meget forøget, bl.a. ved indsats af to af Flora Danicas udgivere nemlig Müller og Vahl. Som eksempel kan anføres, at i førsteudgaven af Hornemanns "Forsøg til en dansk oekonomisk Plantelære" fylder "de blomsterløse" 36 tider (1796), i tredie oplags 2. del (1837) 574 sider.

I Drejers oprindelige forslag var forholdet mellem blomsterplanter og cryptogamer fikseret - en bestemmelse som Majestæten personligt ændrede. I øvrigt fastholdes planen, som nævnt, for tekstdelene, punkterne 1, 2, og 3 svarer faktisk til Oeders tre første punkter. De er dog moderniseret, idet feks. plantegeografi er kommet med - vel et resultat af bl.a. Hornemanns og Schouws indsats. Den praktiske del er også fastholdt, men i en for kongens kasse uforpligtende form. Tavlerne stilles simpelthen til rådighed.

Planerne blev for tekstdelenes vedkommende ikke til noget, formentlig fordi Drejer døde pludselig i 1842 uden at have fået sat dem i værk.

Det fikserede antal tavler blev ændret i 1847. På det nordiske Naturforskermøde i dette år, fremsatte den svenske botaniker Elias Magnus Fries forslag om, at værket blev udvidet med de svenske og norske planter, som ikke allerede var afbildede. De norske planter blev, som nævnt, ikke afbildede efter 1815.
Christian VIII bevilgede dette efter indstilling fra mødets danske komité. Det bestemtes, at disse plantetegninger skulle udkomme i tre hefter som Supplementum Florae Danicae. Hefterne fik numrene 52, 53 og 54. Man var nemlig blevet opmærksom på, at hvis man havde fulgt den oprindelige resolution fra 1842 ville sidste bind kun have omfattet to fascikler, så den fejl fik man nu rettet.

Den sidste udgiver, Johan Lange, udgav, som resolutionen fra 1842 gav mulighed for, nogle billedsamlinger om grønlandske planter (Icones florae Groenlandicae 1883), over skandinaviske medicinplanter (Icones plantarun officinalium Scandinaviae 1883), over skandinaviske træer (Arboretum Scandinavicum 1883) og over De skandinaviske Landbrugsplanter. Han fuldførte billedværket med hefte 51 i 1883, supplementet havde han afsluttet i 1874, og som slutsten på hele værket udgav han i 1887-88 en revideret navnefortegnelse, Nomenclator florae Danicae.

Nu havde formålet med udgivelsen ikke alene været folkeoplysning, men også prestige. Det siges ikke lige ud, men fremgår indirekte af subskriptionsindbydelsen. Oeder skriver bl.a. at det er "alle Videnskabers store Ynder og Befordrer, Kongens Vilie, at endogsaa Udlændinger skal have Nytte af Verket, som upaatvivligen kan skee da det indeholder Planter af en anselig Landstrækning, fra hiin side Elbströmmen indtil Iishavet". For at "Udlændingen kan få nytten "skal Flora Danica altsaa tillige forfattes i det Latinske Sprog". (Det udkom også med tysk og dansk tekst).

For at gøre udlandet opmærksom på sagen sendte man illuminerede eksemplarer ud som gave til berømte botanikere som feks. Haller og Linnæus.

Man sendte naturligvis også værket som gave til andre fyrster og medlemmer af kongelige familier, F. eks. til Kongen af England, Kongen af Begge Sicilier, Kongen af Württemberg og Storhertugen af Mecklenburg-Strelitz. Medlemmer af den kongelige familie som f.eks. Caroline Mathilde, Prins Christian Frederik, prinsesse Wilhelmine Caroline af Hessen-Kassel, ja selv prins Ferdinand blev betænkt.

Også andre har fået eksemplarer skænket som Grev Colaldo i Wien, Grev Sousa i Paris og Lord McKenzie i Skotland. Mange af de bortskænkede eksemplarer institutionaliseres efterhånden. Joseph Banks' eksemplar overgår til British Museum, som får fortsættelsen tilsendt, professor Gouans indgår i universitetsbiblioteket i Montpellier osv. Kun et enkelt blev sendt til en institution fra begyndelsen - nemlig til den botaniske have i Amsterdam.

Man fik prestige ud af det. Kurt Sprengel skriver i sin "Botanikkens Historie" i 1808: "Fra Danmark bliver hele vor videnskab oplyst af et bemærkelsesværdigt lys, nu, da der takket være kongens rundhaandethed og G. C. Oeders med brændende iver foretagne plantestudier, udsendes et botanisk skatkammer med nøjagtig undersøgelse af alle de planter, som forekommer i dette rige. Jeg anser Flora Danica for at være et uforligneligt værk. Troværdigheden og den gode kvalitet af afbildningerne, hvis antal nu næsten er 1300. har bidraget til at give værket en første plads blandt de botaniske hjælpemidler".

Også på anden måde kan vi se, at reklamen virkede. Oeder fremsatte i sit indbydelsesskrift et forslag: "Dersom en Potentat i den sydlige Deel af Europa ville lade foranstalte et saadant Værk, som Flora Danica, over sit Lands Planter, saa ville først hans Land selv høste den nærmeste Frugt deraf.., dernæst havde alle Botanister i alle Lande og paa alle Stæder to Verke, som indeholde den allerstørste Deel af hele Europas Vexter tilhobe... og deslige Luger i Verkerne kunne maaske da saa meget hastigere blive stoppede ved Hielp af en tredie eller fierde Potentat i Østen eller Vesten eller Midten af Europa".

Altså et forslag til en europæisk billedflora - og dette forslag blev til dels fulgt.

I Sydeuropa var der ingen potentat, der ville, men den østrigske botaniker Jacquin udgav en "Flora Austriaca", som et supplement til Flora Danica. Han skriver i forordet efter at have skamrost de danske konger: "Derfor tilbyder jeg ... på egen bekostning Østrigs bidrag til Flora Danica ... ", altså ganske tydeligt en flora som kun afbildede de planter, som ikke er - og formodentlig ikke vil komme i Flora Danica.
Anderledes gik det i England. Curtis, som i årene 1777-98 udgav "Flora Londinensis", måtte i forordet til sit værk forsvare sig mod kritik: "og først og fremmest har det været foreslået forfatteren, at det (værket) ville være blevet bedre modtaget, hvis han i stedet for at følge den plan, han har lagt, kun havde publiceret de planter, som ikke var afbildede i Flora Danica, et værk som nu udkommer i Danmark under kongens auspicier". Han forsvarede sig med, at værket så kun ville være til gavn for dem, der også abonnerede på Flora Danica samt at flere plancher er blevet publicerede i Flora Danica efter at de er kommet i Flora Londinesis. Han er også utilfreds med Flora Danicas lille format (det er mindre end de øvrige billedfloraværkers), og over, at der ingen beskrivelser følger med planterne (her må man sende den foreløbige instruks af 1759 en venlig tanke. Faktisk ser Flora Londinensis ud, som Icones Florae Danicae ville have gjort, hvis instruksen fra 1759 var blevet fulgt). Rusland kom med ved Pallas' "Flora Rossica" 1784. I sit forord skriver Pallas efter at have omtalt det russiske riges flora i vendinger, der næsten er identiske med Oeders om Danmark-Norge: "Det er sikkert, at plantearterne, som blomstrer igennem Rusland, Tartariet og Sibirien kan regnes i mere end to tusinde. Men en stor del af dem udgør planter fælles med Europa som allerede er afbillede i Flora Danica og Austriaca". Senere udkom andre regionale billedfloraer, der selvom de ikke er supplementsfloraer, dog er gjorte i lighed med Flora Danica, feks. "Flora Pedemontana", "Flora Napolitana" og sidst "Flora Hannoverana" i 1840. Planen for Flora Hannoverana, der heller aldrig blev fuldført, ligner Drejers reviderede udgivelsesplan til forveksling. Det måske mest slående bevis på hvor prestigeskabende, det var blevet at udsende en billedflora, eventuelt med tilsvarende stel, leveredes naturligvis af parvenuen Bonaparte. Da han skulle gøre sig bemærket i det gode selskab lod han udgive et billedværk om de sjældne planter i fruens have i Malmaison af botanikeren Ventenat og den berømte blomstertegner Pierre Joseph Redouté: "Plantes de Jardin de Malmaison", og da han senere havde indtaget Berlin (1807) lod han Berliner Porzellanmanufaktur gøre et spisestel derefter.

Værket var sejlivet. Det overlevede statsbankerotten i 1813, tabet af Norge og hertugdømmeme i 1814 og 1864, og enevældens fald i 1849. Efter overgangen til konstitutionelt styre, fortsatte udgivelsen på civillistens bekostning, så værket til det sidste forblev, hvad det fra begyndelsen havde været: "Det kongelige Værk Flora Danica kaldet",

Peter Wagner

ARKIVALIER

Bregentved Arkiv:

Den botaniske Have, Charlottenborg Naturaliesamling og Flora Danica.
De botaniske Anstalter. Korrespondance 1752-58 og 1758-62.

Burgerbibliothek Bern:
MSS. hist. helv. XVIII (Haller). G. Ch. Oeder (1728-91) to A. v. Haller (1708-77) 30.12.1752.

Rigsarkivet:
Chatolkassens arkiv 1752-63.
Partikulærkassens arkiv 1763-72.

LITTERATUR:

Carolus Allioni: Flora Pedemontani sive enumeratio methodica ... Augustae Taurinonium 1785.

Carl Christensen: Den danske Botaniks Historie med tilhørende Bibliografi: 1. Den danske Botaniks Historie fra de ældste Tider til 1912, 1. Halvbind (indtil 1872). H. Hagerup, København 1924-26.

Will Curtis: Flora Londinensis, or plates and discriptions of such plants ... Vol. I-II. 1777-98.

E Didrichsen: For hundrede Aar siden. Smaa Samlinger til et Tidsrum af den danske Botaniks Historie. Naturhistorisk Tidsskrift 111, 6. 1869, p. 49-102.

J W Hornemann: Forsøg til en dansk oekonomisk Plantelære. Et Prisskrivt. København 1796. Forsøg til en dansk oekonomisk Plantelære. Et Prisskrivt.
Andet Oplag, forøget med norske og holstenske Planter. 1806.
Historisk-kritiske Bemærkninger om Flora Danica. Skandinavisk Litteraturselskabs Skrifter 1809, p. 308-354.
Dansk Oeconomisk Plantelære. København 1837.
Nomenclatura Florae Danicæ emendata cum indice systematico et alphabetico. Hafniæ 1827.
Om Flora Danica. Naturhistorisk Tidsskrift 1, 1836-37, p. 105-37, 417-75.

Nicolaus Josephus jacquin: Florae Austriacae, sive plantarum. selectarum in Austriae ... Vol. 1-5. Viennae 1773-78.

Johan Lange. Icones florae Groenlandicae. Tabulae opere "Icones florae Danicae" inscripto selectae. København 1883.
Icones plantarum officinalium, Scandinaviae. De Skandinaviske Lægeplanter, fremstillede efter Tavlerne i "Flora Danica". København 1883.
Arboretum Scandinavicum Afbildninger af de i Danmark, Norge og Sverige vildtvoksende Træer og Buske, fremstillede efter Tavlerne i "Flora Danica". København 1883.
De skandinaviske Landbrugsplanter fremstillede efter Afbildninger i "Flora Danica". København 1883. Nomenclator "Floræ Danicæ" sive index systematicus et alphabeticus operis, quod lcones Floræ Danicæ, inscribitur, cum enumeratione Tabularum ordinem temporum habente, adiectis notis criticis. København 1887-88.

G. F W Meyer. Flora des Königreichs Hannover, oder Schilderung seiner Vegetation ... 1842-54.

G C. Oeder.- Programma de Opere Flora Danica dicto, jussu regio edendo ... Efterretning om et Verk, som paa Kongelig Befaling skal udgives, Flora Danica kaldet. København 1761.
lcones Florae Danicae. Fase. I-X. København 1761-71.
Florae Danicae Volumen primum. Elementa Botanica pars prior. Hafniae 1764. Pars posterior. Hafniae 1766. Flora Danica. Første Bind. Indledning til Plantelæren. Første Part. Oversat af Niels Henric Tyrholm. København 1764. Anden Part. Oversat af Barthold Johan Lodde København 1766.
Nomenclator Botanicus inserviens Flora Danicæ. Hafniae 1769.
Enumeratio Plantarum Floræ Danicae, id est sponte nascentium in Regnis Daniæ et Norvegiæ; Ducatibus Slesvici et Holsatiæ Comitatibus Oldenburgi et Delmenhorstiae Pars Prima Cryptantherae. Hafniæ 1770.

R S. Pallas: Flora Rossica, seu stirpium imperii Rossici ... Petropoli 1784-88.

Curtius Sprengel. Historia rei herbariae. I-II. Amsteldami 1807-08.

Otto Thott: Allerunderdanigste uforgribelige Tanker om Commerciens Telstand og Opkomst: i Kristof Glamann og Erik Oxenbøll: Studier i dansk merkantilisme. Omkring tekster af Otto Thott. Københavns Universitet. Institut for Økonomisk Historie. Publikation No. 20. Akademisk Forlag 1983.

Flora Danica - søgning
Flora Danicas historie
Historien om Flora Danica - 2 bogværker og et porcelænsstel, af M. Skytte Christiansen